I hele juni måned har vi fået lov til at låne et nyt og ganske interessant redskab til at give normaltseende et indtryk af problemer, som mennesker med synshandicap kæmper med i hverdagen: Systemet hedder "EyesReality", og består af en slags elektronisk brille og en tilhørende tablet: Bæreren af brillen kan se hvad der sker foran vedkommende, men fra den tilhørende tablet kan man "tilføje" en lang række forskellige øjensygdomme i varierende grad; tør og våd AMD, grøn og grå stær, diabetisk øjensygdom, Stargardts syge med flere. På billedet ovenfor har vi prøvet at "fange" simulatorens version af tør AMD med et mobilkamera, men det skal prøves "i egen person" for at virke overbevisende.
Som pårørende eller professionel, som skal hjælpe en person med et synshandicap, kan det være lidt "abstrakt" at forestille sig, hvad det er for udfordringer, den synshandicappede har. Men med EyesReality-brillen kan personer med normalt syn opleve, hvordan et velkendt miljø ser ud med et handicap: Helt almindelige hverdags-gøremål som at læse en tekst, finde et køkkenredskab i en skuffe eller få en nøgle til at finde et nøglehul bliver pludselig langt mere kompliceret...
I hele juni måned tilbyder vi, at man kan komme forbi vores showroom på Erhvervsvej 30 i Rødovre indenfor vores åbningstid (8:30 til 16:00 på alle hverdage), og prøve denne synshandicap-simulator – husk dog at bestille tid, enten telefonisk på nummer 43 451 451, eller via email på lysoglup@lysoglup.dk.
Efter selv at have prøvet den, har det mildest talt været en øjenåbner...!
Vi har i vanlig Lys og lup-tradition lavet en kvikguide til systemet, som kan hentes her.
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.