Stribevis af videovejledninger på vej

oprettet d. under Vores egen verden

Stribevis af videovejledninger på vej

Fabrikanterne bag de elektroniske lupper i vores sortiment leverer naturligvis deres egne brugsvejledninger til deres produkter, men i bedste fald er de skrevet på et lidt teknisk og indforstået engelsk (og evt. andre sprog), og i værste fald er de maskinoversat fra producentens eget sprog.

Af den grund har vi i mange år udarbejdet vores egne brugsvejledninger til produkterne, som kan hentes ganske gratis i PDF-format i vores webshop: Slå produktet op med søgefunktionen, rul lidt ned ad siden, og klik på "Downloads" - så finder man tit et dokument med et navn i stil med (produktnavn)_vejledning.pdf.

Indtil nu har vi i enkelte tilfælde også lavet en vejledning i "video-form", og det har vi modtaget en hel del positiv feedback på: For nogle mennesker er det nemt at blive "du's" med deres nye elektroniske lup med hjælp fra en god, velskrevet vejledning på dansk, mens andre har lettere ved at lære, hvis de får tingene demonstreret og forklaret mundtligt - og til de sidstnævnte er video-mediet en ideel løsning.

Af den grund har vi iværksat et større projekt, som handler om at lave flere af disse video-vejledninger: Vi er startet i den "tunge ende" med de nye, store Clover Book XL-modeller, hvoraf videoen om Clover Book Lite XL i skrivende stund er klar, og kan beses her.

I første omgang fortsætter vi naturligvis med "resten" af Clover Book XL-serien, men derefter kommer turen til en lang række andre elektroniske forstørrelsesløsninger i vores sortiment. Som med de skriftlige vejledninger finder man vores video-vejledninger ved at slå produktet op i vores webshop; hvis vi har udgivet en video-vejledning til det pågældende produkt, vil den være indlejret sammen med teksten i produktbeskrivelsen.

Med de mange funktioner og features der er i (især) de mere avancerede elektroniske lupper, så er disse video-vejledninger ofte temmelig lange (over en time i tilfældet med Clover Book Lite XL). For at gøre det nemmere at finde beskrivelsen af en bestemt funktion, har vi inddelt videoerne i "kapitler", men for at benytte sig af denne inddeling, skal man se videoen direkte på YouTubes egen hjemmeside. Når De afspiller en video der er indlejret i beskrivelsen på vores webshop, så klik nederst i afspillerem hvor der står "YouTube"; det kalder YouTubes side med den pågældende video frem. I beskrivelsen er der en liste over, hvor de forskellige "kapitler" starter; klik på tidspunktet ud for det emne, De vil se mere om, så springer videoafspilleren direkte til det sted i videoen, hvor det relevante kapitel starter.

For alle vores videoer, herunder video-vejledningerne, har vi naturligvis tilladt indlejring, så hjælpemiddel-centre, interesseorganisationer for synshandicappede og alle andre har mulighed for at vise relevente videoer fra vores kanal på deres egne hjemmesider etc., og det skal enhver naturligvis være hjertelig velkommen til.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar