Vores hverdag er fuld af elektroniske apparater, som skal lades op; mobiltelefoner, tablets og – for den svagtseende – måske en elektronisk lup eller en opladelig lampe. Hidtil har dette givet anledning til et hav af forskellige opladere med hver deres stik og hver deres ”slags strøm”, som kun passer til ét bestemt apparat. Inden man får set sig om, har man en skuffe fuld af forskellige opladere til hver sit apparat – og hvis man mister opladeren til et apparat, så kan man ikke længere lade det pågældende apparat op, før man eventuelt kan anskaffe en ny oplader af samme slags…!
For at undgå dette, er der trådt en ny EU-forordning i kraft, som indfører de såkaldte USB-C-stik som en fælles standard for opladere. Og det er der en række fordele ved: For det første kan man uden videre bruge enhver oplader til ethvert apparat, og for det andet behøver leverandørerne ikke medlevere en oplader til hvert eneste apparat. Det sparer penge, fordi slutbrugeren ofte har en (eller måske flere) opladere med USB-C-stik i forvejen. Og skulle man miste sin oplader, behøver man ikke ”gå på jagt” efter en bestemt oplader med det rigtige stik og den rigtige ”slags strøm” – man skal bare have en ”standard-oplader” med USB-C-stik.
I vores webshop har vi følgende mærkning af de produkter, der bruger en lysnetadapter:
- Ved de produkter hvortil der medfølger en lysnetadapter med USB-forbindelse, vil man se tegningen af den grønne lysnetadapter, der er vist øverst til venstre: Under tegningen står der ”USB”, samt hvor stor elektrisk effekt (antal watt), den medleverede lysnetadapter kan levere.
- Ved de produkter der bruger en lysnetadapter med USB-forbindelse, men hvor en sådan lysnetadapter ikke medleveres, ses den overstregede grønne lysnetadapter, der er vist midtfor til venstre: Til disse produkter skal man enten have en lysnetadapter i forvejen, eller anskaffe sig én – og den skal som minimum kunne levere den elektriske effekt, der er angivet under tegningen sammen med teksten ”USB”.
For disse produkter vil man under fanebladet ”Tilkøb” kunne finde og bestille en lysnetadapter, som lever op til kravet. - Indtil EU-standardiseringen af USB-C-stikkene er helt implementeret, vil der i en overgangsperiode stadig være produkter, som bruger en lysnetadapter med et andet stik end USB. Ved disse produkter ses den røde lysnetadapter, der er vist nederst på illustrationen til venstre.
Skulle man være uheldig at miste eller beskadige lysnetadapteren til disse produkter, vil man i nogle tilfælde kunne finde og bestille en erstatning ved at trykke på fanebladet ”Tilkøb” på det pågældende produkts side i vores webshop.
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.