Nyt hjælpemiddel til folkeafstemninger

oprettet d. under Nyttig viden og "Vidste du at...?"

Nyt hjælpemiddel til folkeafstemninger
Nyt hjælpemiddel til folkeafstemninger
Nyt hjælpemiddel til folkeafstemninger
Nyt hjælpemiddel til folkeafstemninger

Ved valgene i Danmark den seneste håndfuld år er der på valgsteder og i forbindelse med brevstemmer stillet hjælpemidler til rådighed for handicappede vælgere. Der er hæve-sænke-bord, ekstra belysning, en standlup, et forstørrelsesapparat, og filtpenne med en ekstra tydelig streg.

Den 1. juni skal vi, for første gang siden bestemmelserne om hjælpemidler ved stemmeafgivelsen trådte i kraft, til folkeafstemning, i dette tilfælde om forsvarsforbeholdet — en "ja eller nej"-valghandling. Her vil blinde og svagtseende vælgere møde et nyt hjælpemiddel, som sætter dem i stand til at afgive deres stemme helt uden assistance fra andre mennesker.

Vi kalder den selv for en skabelon, og vi har lavet en kort præsentationsvideo med den — se også billedgalleriet over disse linjer. Der er tale om en firkantet plade, knap 12 gange 20 centimeter og en lille halv centimeter i tykkelsen, som fungerer omtrent som en kuvert, med en åben sprække langs den ene kant, hvor stemmesedlen sættes i. "Kuverten" er bevidst lavet "for lille", sådan at den øverste kant af stemmesedlen stikker op fra sprækken, selv når sedlen er sat så langt ind som pladsen tillader.

På forsiden af "kuverten" er der to firkantede udskæringer, som nemt kan findes med fingrenes følesans. Når stemmesedlen er skubbet helt vejen ind, befinder udskæringerne sig lige over de to steder på stemmesedlen, hvor krydset skal sættes for at stemme henholdsvis ja eller nej. Ud for hver udskæring er anført "Ja" og "Nej" med punktskrift efter Braille-systemet, men til ikke-Braille-læsere kan det oplyses, at udskæringen nærmest den kant hvor stemmesedlen sidder i, er "Ja"-feltet, og den anden er "Nej"-feltet — i det mindste for denne afstemnings vedkommende.

Indenrigsministeriet har, så vidt vi ved, ikke sagt noget om hvordan det i praksis kommer til at foregå, men vi formoder, at man som blind/svagsynet vælger anmoder om det nye hjælpemiddel, når man får sin stemmeseddel udleveret. Lige inden krydset sættes, vil vi anbefale at man lige skubber til den kant af stemmesedlen der "stritter udenfor", for at sikre at den stadig sidder helt inde i skabelonen — gør den ikke det, kan et kryds tiltænkt "Ja"-rubrikken i værste fald ende ud for "Nej".

Sæt krydset i den relevante udskæring, og tag derefter stemmesedlen ud og fold den sammen. Stemmesedlen skal i stemmeboksen, ganske som vil plejer, og skabelonen afleveres til en valgtilforordnet.

Og med dette vil vi fra Lys og lup ønske alle — med og uden synsskavanker — en god folkeafstemning.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar