Danmarks Radio med ny service til blinde og svagtseende

oprettet d. under Nyttig viden og "Vidste du at...?"

Danmarks Radio har søsat en ny tjeneste på deres TV-kanaler DR1 og DR2 på Internettet, som kommer til at gavne en masse blinde og svagtseende: For en lang række af de programmer der udsendes på disse kanaler, kan man nu tilvælge højtlæsning af undertekster samt synstolkning.

 

Med højtlæsning af undertekster bliver det muligt at "følge med" med hørelsen, også når der er udenrigs-indslag i f.eks. TV-avisen, hvor der tales sprog man ikke forstår direkte: Når man slår denne funktion til, får man en stemme som på dansk gengiver det der siges på fremmedsproget. Nok kan mange danskere følge med på engelsk, tysk og visse andre fremmedsprog, men i en tv-avis kan man jo støde på alverdens forskellige sprog...

 

Denne funktion er desuden nyttig for dem der ikke læser så hurtigt, at de kan nå at "få det hele med", inden striberne med undertekster skifter til næste sætning.

 

Synstolkning er et ekstra lydspor, hvor en stemme fortæller om de ting der sker på billedsiden, men ikke fremgår af det man kan høre i udsendelsens lydside, for eksempel ansigtsudtryk, skurken der sniger sig lydløst ind i lokalet, synet af målet for den lange rejse osv.

 

Tryk her for at læse DR's egen introduktion til de nye funktioner, eller her for at se videoer der beskriver, hvordan man i praksis vælger de nye hjælpemuligheder til.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar