Tag på synshjælpemiddel-udflugt med Nedsatsyn.dk

Oprettet d. under Vores egen verden

Tag på synshjælpemiddel-udflugt med Nedsatsyn.dk

Hvis man interesserer sig for hjælpemidler til svagtseende, kan man med fordel sætte kryds i kalenderen ud for mandag den 14. juni: Nedsatsyn.dk arrangerer en bustur, der lægger vejen forbi IBOS (Instituttet for blinde og svagtseende) i Hellerup, og derefter kører videre til Lys og lup i Rødovre.

Er man støttemedlem af Nedsatsyn.dk, er det ikke bare gratis; man kan endda tage en ledsager med (som ikke selv behøver være medlem). Det er Comfort Tours der lægger bus til, og da der bl.a. er toilet i bussen, er "selskabs-blære" ikke påkrævet.

Bussen holder ved Odense Banegård kl. 8, og stopper undervejs i Nyborg og Slagelse, så man også kan stige på disse steder. Bor man i eller nær København, kan man også møde op ved IBOS når bussen ankommer dér kl. 10:25.

IBOS byder på en rundvisning og et oplæg om de mangeartede hjælpemidler som de kan hjælpe med. Derefter kan man bese deres hjælpemiddel-udstilling og prøve de forskellige løsninger. Og inden turen går videre, severes der en bid frokost med lidt vådt til tørre ganer.

Klokken 14:30 triller bussen videre til Lys og lup's hovedkvarter i Rødovre, hvor man kan se og prøve omtrent alt mellem himmel og jord udi optik og svagsynshjælpemidler. Og hvis man finder noget der bare er helt perfekt til ens synsskavanker, kan man naturligvis også gøre et godt køb.
Vi har sørget for at "rydde kalenderen" i vores synsprøve-klinik, så man under besøget kan få målt sit syn og/eller få vores optikers gode råd med hensyn til at finde det helt rigtige hjælpemiddel. Tilmelding hertil på e-mail-adressen lysoglup@lysoglup.dk er påkrævet, og sker også efter "først til mølle". Skriv gerne hvornår det passer bedst — det tager ca. 40 minutter. Bemærk at man ikke kan forvente at komme til synsprøve udenfor den tid man har bestilt.

Besøget rundes af med kaffe, te og kage, serveret med en præsentation af virksomheden.

Klokken 17 sætter bussen kursen mod vest, med stop undervejs i Slagelse og Nyborg, indtil den rammer "endestationen" i Odense kl. 19:10

Der er 25 pladser til rådighed. Tilmeldingsfristen er den 7. juni, men da pladserne tildeles efter "først til mølle"-princippet, anbefales det at melde sig til så tidligt som muligt. Bliver man forhindret i at deltage, er det super-vigtigt at melde afbud, så pladsen kan "frigives" til andre interesserede.

Læs mere om tider, steder og alle de andre praktiske detaljer om turen på www.nedsatsyn.dk/bustur-til-koebenhavn/


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar